EU og Centralamerika – en associeringsaftale for udvikling?
PDF Udskriv Email

23. januar 2009, række europæiske NGOèr.

Udvikling gennem udvidet samarbejde, dialog og samhandel. Det er overskriften, når repræsentanter for EU og de mellemamerikanske lande mødes i Bruxelles for at forhandle en associeringsaftale mellem de to regioner. Ved nærmere eftersyn kan man dog stille mange spørgsmålstegn til, hvad det er for en udvikling en sådan aftale vil fremme. Sammen med et netværk af europæiske civilsamfundsorganisationer, og med støtte fra vores mellemamerikanske partnere, vil MS derfor sætte fokus på en række problemer, man har identificeret i forbindelse med de igangværende forhandlinger og en fremtidig aftale.

Som et generelt og gennemgående punkt skal det understreges, at aftalen følger den samme udviklingsmodel og logik, som man har set de sidste årtier med frihandel i førersædet, og som til dels synes at have spillet fallit med den globale økonomiske krise som bevis. Det essentielle problem med denne model er, at den søger at sætte den frie handel over de enkelte regeringers ansvar for at sikre menneskerettigheder for den enkelte borger og miljøhensyn i deres eget land. EU vil med forhandlingerne bl.a. sikre sig en aftale i forhold til de ellers kontroversielle såkaldt “Singapore-temaer” dvs. – offentlig indkøb, konkurrence og investeringer – som man ikke har kunnet inkludere i WTO-regi. Dette er bekymrende, da aftaler på disse områder kan indskrænke regeringernes magt til f.eks. at sikre deres borgeres rettigheder til basale serviceydelser. At EU henviser til USA's frihandelsaftale med Mellemamerika, gør det blot endnu mere tydeligt, at det er de europæiske virksomheders adgang til det mellemamerikanske marked, det egentlig handler om.

EU-parlarmentet har inden forhandlingeres start i 2007 anbefalet, at der skulle udarbejdes et socialt og miljømæssigt “impact-studie” i forbindelse med en associeringsaftale. Dette er først nu blevet kontrakteret, og resultaterne kan derfor ikke tages tilstrækkeligt til efterretning af forhandlingspartere. Til trods for dette fortsættes forhandlingerne, hvor man kunne mene, at de burde udsættes, indtil eventuelle konsekvenser blev sandsynliggjort. Oveni dette findes der på nuværende tidspunkt ikke nogen biregional konsultationsmekanisme for civilsamfundet fra begge regioner, trods adskillige anmodninger om det samme. Det har givet anledning til modstridende informationer om forhandlingerne i de to regioner og mangel på svar på spørgsmål, og det har i det hele taget indskrænket civilsamfundets mulighed for indflydelse på en aftale med dialog som overskrift.

Aftalen indebærer, at de mellemamerikanske lande afgiver løfter i forhold til en række forskellige internationale konventioner for eksempel på menneskerettighedsområdet. Det er vigtigt, at disse bliver en integreret del af aftalen og ikke bare kommer til at stå som tomme principper. Man kunne hertil tilføje, at de nationer, der endnu ikke havde underskrevet Rom Traktaten, som fastslår den Internationale Straffedomstol, burde underskrive denne. Vi ser det som tankevækkende, at de mellemamerikanske regeringer, der nægter at underskrive denne, samtidig afgiver løfte i forhold til de andre konventioner, og at dette for EU dermed retfærdiggør samhandel med landene.