ALBA - En anden verden bliver skabt (1/2)
PDF Udskriv Email

Nyliberalismen bliver udfordret. Fem lande i Latinamerika er gået sammen i ALBA-samarbejdet, som bygger på solidaritet og samarbejde i stedet for konkurrence og egen vinding

Dagbladet Arbejderen, den 10. februar 2009

af Eva Björklund

ALBA er et latinamerikansk og caribisk økonomisk og politisk samarbejdsprojekt for social, økonomisk og kulturel udvikling. Det blev igangsat i december 2004 af Cuba og Venezuela i Havanna.

Ifølge Hugo Chavez havde 'den cubanske og den bolivarianske revolution i Venezuela vist, at en bedre verden ikke blot er mulig men også absolut nødvendig for at redde livet på jorden'. Nu skulle Venezuelas olie og Cubas menneskelige kapital - læger, lærere, agronomer, ingeniører og kulturarbejdere bidrage til at udstrække drømmen til hele 'Vort Amerika', syd for floden Rio Grande, som skiller USA og Mexico.

Siden grundlæggelsen af ALBA har Bolivia, Honduras, Nicaragua og den lille caribiske østat Dominica tilsluttet sig i lighed med kommuner og folkebevægelser i mange andre lande.

Gennem ALBA har den cubanske bistand på sundheds- og alfabetiseringsområdet vundet massiv udbredelse i hele Latinamerika.

ALBA`s medlemslande afsluttede deres sjette topmøde i Caracas på den globale aktionsdag den 26. januar 2008. Her blev det besluttet at grundlægge en ALBA-bank, hvor hvert land har én stemme for uanset økonomisk styrke - til finansiering af landenes udviklingsprojekter uden nyliberale strukturtilpasningskrav. De vedtog også en plan til styrkelse og udvidelse af kulturelt samarbejde og underskrev en aftale om fødevaresikkerhed samt om dannelsen af 17 fælles-nationale virksomheder ('grannacionales').

Cuba og Venezuela underskrev desuden en aftale om et undersøisk it-kabel med mulighed for forgrening til Jamaica og Nicaragua for at bryde USA`s informationsblokade.

En måned tidligere var Sydbank blevet oprettet med Argentina, Bolivia, Brasilien, Ecuador, Paraguay, Uruguay og Venezuela som deltagere også efter princippet: ét land, én stemme.

Den fælles TV-kanal TeleSUR var blevet grundlagt i 2005 af Venezuela, Argentina, Cuba, Uruguay og Bolivia.

Samme år dannedes det caribiske multinationale olieselskab PetroCaribe.

 

Det begyndte i Cuba

I december 2004 vendte Hugo Chavez tilbage til Cuba ti år efter sit første besøg.

I 1994 havde han forelæst på Havannas universitet om Simon Bol’var: 'Latinamerikas befrier' og ledestjernen for officerernes oprør i Venezuelas forsvarsstyrker. I universitetsaulaen sagde han dengang i 1994:

'Og det vil jeg sige til jer alle, kære cubanske og latinamerikanske søstre og brødre, en dag håber jeg at vende tilbage til Cuba med åbne arme, så at vi, som den nationen vi grundlæggende er, sammen kan begynde virkeliggørelsen af den århundrede-gamle drøm om et fælles revolutionært projekt for hele den latinamerikanske verdensdel og Caribien. Det næste århundrede bliver vores århundrede, hvor Bol’vars og Mart’s drøm genopstår, den latinamerikanske drøm om Vort Amerika'.

I 2004 kom Chavez så tilbage for at takke 'storesøster Cuba, der med sine sundheds- og uddannelsesprogrammer har bidraget til vores succes' og beredt vejen for det næste skridt: den brede samarbejdsaftale som de to præsidenter underskrev, og som er grundstenen for ALBA (der direkte oversat fra spansk betyder morgengry) - det bolivariske alternativ til USA`s nyliberale såkaldte Amerikanske Frihandelsaftale, ALCA.

 

Mercosur, Andespagten og Caricom

Efter militærdiktaturernes ophør i slutningen af 80`erne og begyndelsen af 90`erne tog de latinamerikanske og caribiske lande forskellige skridt til økonomisk integration indenfor en række sammenslutninger:

Mercosur: Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay, som associerede Bolivia og Chile samt aspiranterne Mexico og Venezuela.

Caricom: De caribiske lande.

Andespagten: Bolivia, Colombia, Ecuador, Peru og Venezuela, som nu er gået ud.

Og Det Centralamerikanske Forbund.

Men dette samarbejde kom der ikke meget ud af under den nyliberale bølge, der skyllede ind over verdensdelen og trak al kapital til metropolerne.

Men efter år 2000 voksede modstanden mod USA`s økonomiske annekteringsplaner gennem ALCA og pustede nyt liv i det latinamerikanske økonomiske integrationsprojekt. I det nye årtusind udkrystalliserede planerne sig om at slå Mercosur og Andespagten sammen til en Sydamerikansk Union bestående af 12 lande med i alt 380 millioner indbyggere. De udgør tilsammen verdens største levnedsmiddel-eksportør, har de største økologiske reserver af regnskov, ferskvand og ilt og sidder på en af verdens største oliereserver.

Men både Mercosur og Andespagten er handelsforbund, som stadig gennemsyres af nyliberale dogmer uden socialt indhold og en meget lav grad af integration. Og den Sydamerikanske Union eksisterer stadig hovedsagelig på papiret.

 

ALBA vil vise en anden vej

De to lande, der havde mulighed for at starte et alternativ til den nyliberalistiske vej, var Venezuela og Cuba.

Med den aftale de underskrev i Havanna den 14. december 2004, og som baserede sig på samt stærkt udvidede de to landes samarbejdsaftale fra år 2000, tog Cuba og Venezuela et afgørende skridt hen mod langsigtet samarbejde og integration. Aftalen bygger på solidaritet samt udveksling af varer og tjenester til gensidig fordel for begge landes økonomiske og sociale udvikling.

Her indgår teknisk udveksling, udveksling inden for uddannelse, hvor Cuba tilbyder lægeuddannelse og Venezuela energiteknisk uddannelse.

I aftalen indgår forskning og udvikling til bevarelse af biologisk mangfoldighed, udvikling af indenlandsk produktion, økologisk bæredygtigt landbrug og meget mere.

Al told mellem landene skal afskaffes, og medlemslandene får tilladelse til at investere i hinandens lande på lige vilkår - individuelt eller som joint venture eller kooperativt, og statslige banker skal åbne filialer til gensidig kreditgivning.

Gennem ALBA tilbyder Cuba og Venezuela endvidere bedre forudsætninger for det fortsatte samarbejde med andre lande i området om en fælles bekæmpelse af analfabetismen og en forbedring af sundhedssystemet samt for at få sat gang i en udvikling, der virkelig er til fordel for folkets store flertal. Kort sagt: en politik, der ikke ensidigt satser på vækst og uddyber de kløfter, der hidtil har martret kontinentet.

Det er ikke ALBA`s mål at konkurrere med andre handelsaftaler, tværtimod. Venezuela har ansøgt om medlemskab i Mercosur og Cuba har en samarbejdsaftale med Caricom. Tanken er, at ALBA`s grundtanke om solidaritet og social udvikling efterhånden vil fortrænge de nyliberale handelsaftaler.

 

De sociale bevægelser

Da ALBA dannedes, affærdigede mange det som endnu en af Chavez` skøre idéer, og som nok en omgang snak om solidariteten mellem Cuba og Venezuela.

Men ALBA viste sig snart at være betydeligt større end som så med dybere rødder end en flyvsk idé fra Chávez. Tanken er blevet vidt udbredt, og har antaget stadig mere konkrete former i det omfattende folkelige samarbejde, der voksede frem i Latinamerika i 90`erne mod USA`s planer om økonomisk annektering af hele sin gamle 'baggård' gennem ALCA.

USA tog det første skridt mod ALCA i 1994 med dannelsen af NAFTA, 'Nordamerikas Frihandelsaftale' mellem USA, Canada og Mexico. Den viste sig snart at få ødelæggende konsekvenser for Mexico, som hurtigt forvandledes fra eksportør fødevarer til importør. Med det resultat at millioner af bønder blev tvunget fra deres jord og gårde.

De sociale bevægelser voksede og samledes i forskellige fora til en fasttømret modstandsbevægelse og en massiv folkelig tænketank.

Inspireret af Simon Bol’vars historiske indkaldelse i 1824 til en 'anfictionistisk' Panama-kongres for et forenet Latinamerika, samledes en anden kongres i Caracas i 1997.

Ordet 'anfictionistisk' går tilbage til det græske demokrati og står for fælles løsninger, der bidrager til mellemfolkeligt samliv og stabilitet.

Caracas-kongressen i 1997 blev fulgt op af en tredje kongres i Panama i 2001 og en fjerde i Buenos Aires også i 2001.

Der blev desuden holdt nationale møder i Argentina og Mexico og i 2003 førte processen på et møde i Caracas til grundlæggelsen af Folkenes bolivarianske Kongres, som også samledes i 2004.

Sideløbende blev der afholdt nationale møder i Mexico, Montevideo, Asuncion, San Salvador og Sao Paolo.

På disse kongresser og møder fødtes og videreudvikledes mange af de tanker, som siden er blevet virkeliggjort i ALBA - men mange idéer står endnu tilbage at realisere.

Dette folkelige engagement er ALBA`s grundsten. Dels i betoningen af det mellemfolkelige samarbejde, dels i 'de sociale bevægelsers råd', som arbejder parallelt med præsident- og ministerråd, og dels også i de folkelige topmøder, som finder sted sideløbende med præsidenternes møder.

Eva Björklund er redaktør af Svensk-Kubansk Förenings blad: Kuba. Hun er med i Vänsterpartiet i Sverige og har skrevet denne artikel om ALBA som et kapitel bogen: 'Omvändt Bistånd - från den fattiga til den rika världen', som er udsendt af Vänsterns Internationella Forum.

Artiklen er oversat fra svensk af Nanna Brammer

 


FAKTA: Handelen mellem Venezuela og Cuba er vokset til tre milliarder dollar.

Handlen mellem Venezuela og Cuba nåede i 2007 op på 1,8 milliarder dollar, men med de nye kontrakter, som undertegnedes i december, når handelsudbyttet i 2008 op på tre milliarder, fremgår det af et interview med Venezuelas ambassadør for de caribiske lande, Ali Rodriguez Araque.

'Indenfor landbrugssektoren har vi nu underskrevet fem aftaler om levnedsmiddelproduktion i både Cuba og Venezuela. Venezuela kommer således til at nyde godt af Cubas videnskabelige og teknologiske fremskridt', sagde ambassadøren til tv-kanalen VTV.

Aftalen omfatter cirka 40 projekter og omkring 300 cubanske specialister, der for øjeblikket er stationeret i Venezuela.

Sideløbende med de nye aftaler oprettede Cuba og Venezuela fem fællesejede landbrugsprojekter til opdræt af fjerkræ, fremstilling af mejeri- og skovbrugsprodukter samt dyrkning af bælgplanter og ris.

Cubas landbrugsminister Maria del Carmen Perez og hendes venezuelanske kollega Elias Jaua underskrev aftalen og understregede samtidig, at andre ALBA-Lande (Bolivia og Nicaragua) også var velkomne til at tilslutte sig.

Maria del Carmen mener, at de første resultater vil vise sig om nogle måneder. Men ris-produktionen kommer til at tage længere tid, da den kræver opbygningen af vandingssystemer, og derfor først kan komme op på fuld ydeevne om cirka fem år.


'Aldrig tidligere, fra selvstændigheden op til i dag, har et spørgsmål krævet mere forstand og forsigtighed, større vagtsomhed, klarsyn og omhyggelig analyse, end denne invitation fra et mægtigt USA, der er overfyldt af usælgelige produkter og fast besluttet på at udbrede sin magt til hele Amerika'

José Marti, 1895, 100 år tidligere.


ALBA`s principper:

1. Modstand mod den nyliberale integration til liberalisering af handel og investeringer.

2. Kamp mod fattigdom og udstødelse.

3. For ALBA er menneskerettighederne afgørende. Rettigheder i arbejdslivet og kvindernes rettigheder såvel som forsvar for miljøet og alles ret til at deltage i samfundslivet.

4. Kampen mod industrilandenes protektionisme og ruinerende subsidier må ikke fratage de fattige lande retten til at forsvare deres bønder og jordbrugere.

5. De fattige lande, hvor jordbruget er hovederhvervet, må forhindre, at de oversvømmes af importerede landbrugsvarer, der uigenkaldeligt vil ramme millioner af bønder og den oprindelige befolkning.

6. Landbrug er mere end fremstilling af en vare. Det er grundlaget for kulturer, en måde at leve på i et geografisk område og et forhold til naturen, som direkte påvirker mulighederne for fødevaresikkerhed og selvforsyning. Landbrug er en livsform, og kan ikke behandles som en hvilken som helst økonomisk virksomhed.

7. ALBA må udrydde hindringer for integration, som:

a. Folkeflertallets fattigdom

b. Dybe skel og uretfærdigheder landene imellem.

c. De ulige handelsvilkår og internationale forbindelser.

d. Byrden af en ubetalelig udlandsgæld.

e. Den strukturtilpasningspolitik som Den Internationale Valutafond og Verdensbanken påtvinger landene og WTO`s stive regler, der undergraver forudsætningerne for en social politik.

f. Aftalen om intellektuel ophavsret, som hindrer tilgang til information, kundskab og teknologi.

g. Monopoliseringen af massemedierne indenfor samfundsmæssig kommunikation, som vanskeliggør styrkelsen af et sandt demokrati.

8. Den såkaldte statsreformproces har kun medført brutal deregulering og privatisering og har forhindret almennyttig virksomhed. Den må opgives.

9. Som svar på den brutale underminering af statsmagten i mere end et årti med nyliberalt herredømme må staten nu styrkes gennem indbyggernes deltagelse i det offentlige liv.

10. Der skal stilles spørgsmålstegn ved skønmalingen af frihandel og forestillingen om, at den automatisk sikrer en højere vækst og almen velfærd.

11. Uden staternes håndfaste indgriben for at mindske kløfterne mellem landene vil den frie konkurrence mellem ikke jævnbyrdige stater kun resulterer i en styrkelse af de stærke på de svages bekostning.

12. For at styrke den latinamerikanske integration må de suveræne stater vedtage en økonomisk dagsorden udenom de internationale organers fordærvelige indflydelse.