Den permanente korsvej
PDF Udskriv Email

Centralamerika synes permanent at stå midt i en korsvej.

Ikke alene lå det i vejen for Columbus færd mod Indien, men lige siden har den smalle landtange været opfattet som en forhindring for den frie passage mellem de to store oceaner, Atlanterhavet og Stillehavet. Centralamerika er blevet opfattet som en barrier mellem Europa og Asien og som en besværlighed for at komme fra USAs østkyst til vestkysten. I flere hundrede år var det hurtigere at tage via Nicaragua fra New York til Los Angeles. Det tog tre uger i 1850 mod ellers tre måneder hen over USA.

Samtidig forbinder landtagen det noget tungere Nordamerika og Sydamerika . Nogle placerer Centralamerika som et subkontinent under Nordamerika, som består af México, USA og Canada. Andre putter den sammen med Caribien og Antillerne. Andre kalder det en del af Latinamerika, - hvor Belize ikke passer ind. De caribiske lande hører heller ikke med til Latinamerika. Panama hører ikke med til Centralamerika.

Centralamerika lever som den mexicanske præsident sagde: ”Så tæt på USA og dog så langt fra Gud”. USA stjal det halve af hans land. Skulle man vælge loyalitet med koloniherren Spanien eller søge uafhængighed? Liberale og konservative slogedes bravt.

Sammen med México rev man sig løs fra Spanien i 1821.

Chiapas provensen i det sydlige México og de fem centralamerikanske lande formede Den Centralamerikanske Republik. Skulle man nu fortsætte alliancen med det store México eller ej? Den fælles republik brød sammen og hvert land gik sine egne veje.

Hver gang befandt man sig ved en korsvej.

”USAs bagård” og ”bananrepublikker” er betegnelser, som landene har måttet leve med.

Dagligt konfronteres landene med driften mod USAs hæmningsløse forbrugersamfund og trangen til national, politisk og kulturel suverænitet.

Dagligt tager tusinder hjemmefra for illegalt at søge ind i USA. Dagligt sendes dollars hjem.

Skal vægten lægges på handelssamarbejdet med USA eller udgør Alba-sambejdet med Venezuela et alternativ? Eller kan Europa bruges som en modvægt? Eller snarere Asien med Kina i spidsen?

Den Europæiske Union vil trække sine egne erfaringer ned over hovedet på Centralamerika. Lidt lunkent vil de styrke Associeringsaftalen og Frihandelsaftalen mellem EU og Centralamerika.

Guatemala, Honduras, El Salvador og Nicaragua har formet en told- og pas unión kaldet G-4. Costa Rica vil ikke være med.

Går vejen via jordreformer og solidariske løsninger eller klarer markedsøkonomien problemerne?

Hvordan opnår man både respekt, national suverænitet og økonomisk fremgang?

Man står ved en korsvej.