Sej og vejrbidt
PDF Udskriv Email

 

Umiddelbart ligner han ikke en, der kan smile. Vejrbidt, stram i ansigtet, en lille senet, sej gut uden de mange ord. ”Vi går” er en lang sætning. Det er svært at bedømme hans alder, men han er kun 29 år. Han besluttede sig for at blive guerilla soldat, da han var 16 år gammel. Han havde da fra han var syv år boet sammen med sin far i en flygtningelejr i Mexico.

 

– Jeg havde flere grunde til at gå op i bjergene. Den første var min far. Han var ikke kommunist, han var ikke revolutionær, men han arbejdede blandt bønderne i Guatemala for at de organiserede sig. Det kunne militæret ikke acceptere, så de fangede ham og torturerede ham. De tog en maskinpistol og smadrede den i hovedet på ham. Til soldaternes store forbavselse var det geværet og ikke min fars hoved, der gik i stykker. Faren overlevede, men fandt tiden inde til at gå under jorden – eller gå under vandet – som de siger her. Far og søn tog til Mexico.

 

Der kom folk fra Guatemala til flygtningelejren, som fortalte om undertrykkelsen og kampen i Guatemala mod militærregimet. Fra han var tolv år udviklede hans politiske bevidsthed sig. Han blev hurtigt moden. Han hørte om undertrykkelsen af folket i sit hjemland. Det var hans anden grund til at gå ind i kampen.

 

 

 

 

Ikke våben til alle

 

I bjergene stod de op klokken fem om morgenen. Dagen startede med hård fysisk træning. Et svagt ben og dårlig kondition skulle ikke være grunden til at de tabte et slag. De erfarne instruktører satte dem ind i den politiske situation, strategien for kampen, hvorfor de brugte våben. Det var vigtigt, at have en politisk bevidsthed herom, det skulle ikke være lysten til at bruge våben, der styrede dem, det var dem, der skulle styre våbene. Ud over de politiske studier lærte de at læse og skrive, de lærte matematik osv. Den militære træning var afgørende, men der var ikke våben til alle, våbene skulle erobres. De var hele tiden på vej. De slog lejr nogle gange kun for en dag, andre gange for længere tid. De gik mest om natten, undertiden sov de to timer i døgnet. Maden blev tilberedt to gange i døgnet med brænde som afgav mindst mulig røg. Hver mand skulle slæbe op til 50 kg udrustning og proviant. De levede med bevidstheden om når som helst at kunne møde fjenden – og døden. Det var et ekstremt hårdt liv i bjergene, men Ronaldo bliver snaksagelig og mindes tydeligvis tiden, som den bedste i hans liv.

 

- Vi var alle kammerater, selvom der var en klar ansvarsfordeling. Den mad vi havde, delte vi iblandt os. Det var ikke som i hæren, at først fik officererne mad at spise og derefter de menige. Hos os havde mænd og kvinder de samme rettigheder og pligter. Vi havde et utroligt stærkt sammenhold. Jeg husker den første gang jeg blev sendt ud i et slag. Jeg var utrolig anspændt, hele min krop var som en udspændt wire. Vi skulle bevogte en vej kun ti meter fra selve slaget. Vi lå musestille i to timer indtil vi endelig fik lov til at affyre skud og blev indrulleret i slaget.

 

 

Den brændte jords politik

 

Den væbnede kamp var startet allerede i 1960. I løbet af 1980’erne var guerillahærene blevet så velorganiserede og havde fået så mange våben, at det mest af alt lignede en borgerkrig. Der var fire store oprørshære, som opererede i hvert sit geografiske område De var nu gået sammen i en fælles front, URNG. Den forhadte general Ríos Montt iværksatte den brændte jords politik, 400 landsbyer blev brændt ned til jorden. Omkostningerne var enorme. Over 100.000 flygtede til nabolandet Mexico. Det anslås, at over 15.000 – især Maya-mænd – blev tortureret og dræbt. Hver måned blev omkring 100 aktivister dræbt af hæren. To hundredtusinder var i løbet af borgerkrigen blevet dræbt, i praksis var alle familier berørte. Oveni kom naturkatastrofer: I 1976 dræbte et jordskælv 22.000 mennesker og efterlod en million mennesker boligløse. Landet var på randen af sammenbrud. Det ene militærkup afløste det andet. Ingen af parterne kunne vinde.

 

De første kontakter mellem hæren og URNG blev etableret i 1988. Hæren stillede som betingelse for forhandlinger, at URNG nedlagde sine våben. Det blev afvist og forhandlingerne brød sammen. I starten af 1990’erne blev forhandlingerne genoptaget i Spanien og Norge. Verdenssituationen havde ændret sig. Det politiske landskab så anderledes ud i Nicaragua, El Salvador, Europa, Cuba osv.

 

 

En varig og holdbar fred

 

Efter 36 års borgerkrig og ufattelige ofre blev der underskrevet en fredaftale i december 1996. Hæren og regeringen måtte acceptere store politiske nederlag.

Sandheden skulle på bordet. Mayakulturen skulle respekteres, 500 års forsøg på udryddelse af de indfødte skulle ophøre. Deres sprog og kultur skulle respekteres. Der skulle undervises i Mayasprog i skolerne. En million flygtninge skulle have ret til at vende hjem og integreres i samfundet. Menneskerettigheder skulle respekteres. Der skulle bruges penge på sundhed og uddannelse. Kvinders rettigheder skulle respekteres. Den tvungne militærtjeneste skulle afskaffes. Hæren skulle kraftigt reduceres. Folk fra hæren måtte ikke sidde på præsidentposten. Demokratiske spilleregler skulle accepteres. Der skulle skabes et politisk rum for de progressive politiske partier og organisationer. De tidligere guerillasoldater skulle integreres i samfundet. Landsbyer, som havde støttet guerillabevægelsen, skulle beskyttes. Våbene skulle lægges på hylden. Der skulle laves jordreformer og meget andet for at fremme en økonomisk udvikling.

 

Nu arbejder Ronaldo på sprogskolen ”Proyecto Lingüistico Quezalteco de Español” i byen som kaldes Xela. Han arbejder som guide og tager de studerende på udflugter efter de har terpet spanske verber. Om lørdagen løber han fløjtende op på vulkanen Santa Maria med en flok unge mennesker halsende bagefter, som desperat prøver at finde fodfæste på den stejle vulkanskråning. Man starter kl. fem om morgenen og luften bliver tyndere og tyndere efterhånden som udsigten fra den 3.772 meter høje vulkan åbenbarer sig over skyerne.

 

 

Godt at være i form

 

- Det er det hårdeste jeg har prøvet i mit liv, siger Lise, som er MS-frivillig, det gør jeg aldrig igen. Men hun kan dog ikke skjule stoltheden af have gennemført. Det var ikke alle som nåede toppen. Vi havde ikke luft til at tale sammen. Vi blev møgbeskidte, fordi vi skred hele tiden, mens vi forsøgte at finde fodfæste. Vi var til sidst helt sorte i ansigterne, fortæller Lise med et usikkert smil.

 

- I dag må vi konstatere, at 80% af fredsaftalerne fra 1996 ikke er blevet opfyldt, konstaterer Ronaldo til sidst tørt.

 

I virkeligheden hedder han slet ikke Ronaldo. Han hedder Jonathan, men hans gamle dæknavn klæber fortsat ved ham.

Han synes ikke kampen er slut.