Latinamerika vil udrydde fattigdom i 2025
PDF Udskriv Email

Enigt kontinent bag topmøde i Havana, Blot to år efter at CELAC blev grundlagt som en sammenslutning af alle lande i Latinamerika og Caribien, er der skabt resultater, der vækker bitterhed i Washington. For første gang i historien arbejder landene i regionen sammen frigjort fra USA's dominans.

- Vi er skuffede over, at CELAC [topmødet] i sin sluterklæring forrådte regionens erklærede forpligtelse på demokratiske principper med sin støtte til et-parti systemet i Cuba, sagde Maria Harf på et pressemøde den 30. januar - dagen efter afslutningen af topmødet, der samlede alle 33 lande i Latinamerika og Caribien.

I sluterklæringen fra CELAC-topmødet hedder det i punkt et, at deltagerne vil fremme "enhed og integration i respekt for mangfoldigheden, forskelligheden og hvert folks suveræne ret til at beslutte indretningen af sin politik og økonomi".

Sluterklæringen forpligter sig på indholdet i FN-pagten og henviser til, at FN-pagten pålægger alle lande at løse konflikter med fredelige midler og forbyder brug af trusler og magt samt indblanding i landes indre anliggender.

 

170 års splittelse er slut

Venezuelas præsident Nicolas Maduro betegner topmødet i Havanna som "absolut succes" og beklager, at de store internationale medier ikke har berettet om topmødets beslutninger.

- Det er historisk, at Latinamerika og Caribien efter 170 års splittelse nu har forenet sig og bygges op som en stærk blok, forenet i sin mangfoldighed, sagde Maduro på tv-stationen Cubavision efter topmødet.

Maduro har noteret sig kritikken fra USA:

- Udtalelsen fra USA's udenrigsministerium er forbitret. På en fornærmende måde siger man til hele kontinentet, at vi er forrædere, fordi vi har sat kursen mod fred og udvikling i en ånd af enhed trods forskelle, kommenterede Venezuelas præsident.

Topmødeerklæringen omfatter 83 punkter. Flere af dem handler om topmødets hovedtema; bekæmpelse af sult, fattigdom, analfabetisme og ulighed.

164 millioner mennesker ud af de 580 millioner i Latinamerika og Caribien er fattige i henhold til FN's indtægtsgrænse på 1,25 dollars om dagen. Det er 28 procent. 66 millioner af disse lever i såkaldt "ekstrem fattidom", og den rammer børn og unge meget hårdt. Samtidig lever 10 procent i stor rigdom. Latinamerika er ifølge FN-statistikker den mest ulige region i verden.

 

Uden sult i 2025

Det har topmødet besluttet at forandre og vedtaget en handlingsplan med titlen "Latinamerika og Caribien uden sult i 2025". Det er en plan, hvor der lægges vægt på at øge handelen mellem landene for at skabe økonomisk udvikling. Dertil lover de store lande at bistå de mange små østater i Caribien, som det i dag blandt andet sker inden for energisamarbejdet Petrocaribe.

- Med CELAC har vi mulighed for at skabe vores egen model, der passer til vores virkelighed og baseret på princippet om gensidig fordel, som vi de seneste år har erfaret, det er muligt med organisationer som Mercosur, ALBA, Petrocaribe og UNASUR, sagde Cubas præsident Raúl Castro på topmødet.

Dagbladet Arbejderen, den 5. februar 2014.


 

CELAC står for: Sammenslutningen af Stater i Latinamerika og Caribien

Topmødet i Havanna vedtog blandt andet at:

• erklære Latinamerika og Caribien for en fredszone.

• udrydde sult i regionen inden 2025.

• støtte fredsprocessen i Colombia mellem FARC-guerillaen og regeringen.

• støtte Argentinas krav på Malvinas-øerne i Sydatlanten og henstille til Storbritannien om at deltage i forhandlinger om en fredelig løsning på konflikten.

• kræve, at USA ophæver sin illegale blokade mod Cuba.

• fremme handel og samarbejde mellem landene i regionen samt udvikle forbindelserne med blandt andre Kina og Rusland.

• overdrage formandskabet for CELAC til Costa Rica det kommende år.

• Puerto Rico bør afkoloniseres og optages som nation i CELAC.

 

CELAC blev stiftet i december 2011 - blandt andet på initiativ af Venezuelas daværende præsident Hugo Chávez. Det stiftende topmøde foregik i Caracas. Chile blev valgt til formand for CELAC det første år og var vært for det første topmøde i januar 2012. Her overtog Cuba formandskabet. Efter topmødet i Havanna overtager Costa Rica formandskabet.

CELAC's formål er:

• at skabe en stærk politisk, økonomisk og social blok, som kan repræsentere de latinamerikanske folk i verden.

• at fremme en multipolar og fredelig verden.

• regional integration på basis af respekt for demokratiet, naturrigdommene, bæredygtighed og landenes selvbestemmelse.