Adios gringos, nu klarer vi os selv
PDF Udskriv Email

En ud af hver 10. person på planeten har nu slået sig sammen til en samarbejdsorganisation ved navn CELAC. Der er tale om 33 lande i Latinamerika og Caribien.

Målet for landene fra Mexico mod nord til Chile i syd er regional integration, økonomisk stabilitet og sammenhold. Tanken er også, at de sammen kan forhindre yderligere statskup i medlemslande. USA og Canada er ikke velkomne i fællesskabet.

Nicaraguas præsident Daniel Ortega udtrykte sine egne inderste følelser, da han ved underskrivelsen af deklarationen kundgjorde, at “dette var afslutningen på USAs indblanding i regionen.”

2011-12-07. Skrevet af: Dan Larsen, Verdensnyt

 

Anti-USA

Mastodonten mod nord finansierede Contraerne, der kæmpede imod Ortegas revolutionære sandinistbevægelse, da den havde vundet revolutionen. I øvrigt er Ortega netop genvalgt og har hovedparten af befolkningen bag sig.

USA er ikke udpræget populær blandt sine sydlige naboer, selv om mange af dem modtager støtte til at bekæmpe narkoproduktion. Ingen tror dog på, som Ortega sagde, at problemet forsvinder så længe forbruget i nord er stort.

Som en demonstration af regional selvforståelse modtog præsidenterne for de 30 fremmødte lande Cubas præsident Raul Castro med stående klapsalver og et hyldestkor, der råbte “Viva Fidel” med henvisning til hans revolutionære broder.

 

Tre års forarbejde

CELAC har været forberedt i tre år og deklarationen om samarbejde blev underskrevet søndag i Caracas, hovedstad i Venezuela. Blandt de mere radikale på venstrefløjen drømmen man om helt at afskaffe den USA dominerede og i Washington DC hjemmehørende, Organisation af Amerikanske Stater, OAS.

Ved underskrivelsen af deklarationen manglede det ikke på fine intentioner om sammen at tage sig af klimaproblemer, bekæmpe narkohandel, styrke handel, udbygge infrastruktur og øge regional integration.

Faktisk findes der allerede et par fællesmarkeder i regionen og flertallet af medlemslande ser ikke CELAC som en erstatning af dem eller et alternativ til OAS. Men som Chiles præsident Piñeda sagde i henhold til The Miami Herald, så “tilhører det 21. århundrede Latinamerika og Caribien.”

Noget er der om det. Regionen med så mange forskellige lande og økonomier har oplevet en vækst på 5 procent trods finanskrise. Nye tal fra FN viser et dramatisk fald i fattigdom i området.