Frans Blom – den danske maya-arkæolog og opdagelsesrejsende
PDF Udskriv Email

Det stod næppe skrevet i stjernerne, at Frans Blom skulle ende som en af de mest fremtrædende mayaforskere og opdagelsesrejsende nogensinde i Mexicos historie. Han blev i den grad en pioneer indenfor arkæologien på Mexicansk jord og hans fremragende arbejde har stadig stor betydning.

Historien om Frans Blom er både fantastisk og ganske usædvanlig, en beretning om både held og dygtighed. Tilbage i 1919 er størsteparten af Mexico stadig uudforsket, og især de store tropiske regnskove er hvide pletter på landkortet. Landet oser af revolutioner, rebeller og usikre forhold, så man kan spørge sig selv: Hvad får en nydelig ung mand fra det bedre borgerskab i Københavns pænere kvarterer til at ende op i Mexico af alle steder? Hvem er denne unge Frants Ferdinand Blom? Og hvordan ender han med at blive en af de sidste store opdagelsesrejsende og en højt anerkendt arkæolog med speciale i et verdens mest avancerede højcivilisationer?

 

Som ung gennemførte han (født i 1893) med nød og næppe sit studie i Kunsthistorie ved Københavns Universitet med opnåelsen af titlen Cand. Phil. Herefter opgav han studierne og havde svært ved helt at finde sig tilrette med hverken arbejde eller studier. Hans far var ved at opgive knægten der udviste en adfærd som en umulig lømmel, og valgte derfor at sende ham til Mexico på en enkeltbillet. I sig selv lidt af en risiko at tage, med de tilstande der herskede på det tidspunkt i det latinamerikanske land. Men som Frans selv udtrykte det, så havde han brug for ”et ordentligt knæk” – og det var da på ingen måde udfordringer, som han kom til at mangle i sit fremtidige liv. Som oliespejder og ekspeditionsleder til ukendte oliekilder i de uvejsomme bjerge i de østlige stater Tabasco og Chiapas, fik han kam til sit hår.

 

Men i den forbindelse fandt han også frem til sin brændende passion og mission i livet – nemlig udforskning af mayakulturen. I den store ensomme jungle og Mexicos øde bjergområder, stødte han på mayaernes imponerende bygningsværker og her blev kimen til hans fremtid lagt. Han fandt sin rette hylde ude i skovene, som den enspænder han også var. Som pioneer i mexicansk arkæologi med speciale i den præcolumbianske mayakultur kom han til at rejse over store dele af landet. I starten var hans eneste kvalifikationer eventyrlyst, fandenivoldskhed og gå på mod, men efterhånden var der flere fremtrædende personer, der fik øje på den unge danskers talenter og ildhu, som fik dem til at trække i trådene.

 

Frans blev tilbudt et 5 måneders kursus på Harvard universitetet i USA. Han kunne på bare to semestre, erhverve sig en magistergrad i arkæologi og blev samtidig tilbudt et stipendium fra universitetet. På studiet var han i praktik i ørkenruinen Pueblo Bonito i Chaco Canyon i det nordvestlige New Mexico, hvor han afdækkede et stort antal skeletter, lerkar, turkissmykker og vaser. Han fik en lille samling af fundene med fra området og skænkede dem senere til den etnografiske samling på Nationalmuseet i København. Allerede som nyuddannet arkæolog kom han i høj grad til at bidrage til forståelsen af Mexicos historie og forskningen i mayaarkæologi. Efter endt eksamen var det planen at han skulle til ruinen Waxaktun i Guatemala. Lederen af denne ekspedition blev imidlertid syg og Frans fik det betroede job at lede udgravningerne. Han opdagede de særlige steler og bygninger i den såkaldte E-gruppe og beviste at mayaerne havde en særlig tradition for at bygge deres templer efter specielle linjer.

 

Som chef på Department of Middle American Research på Tulane universitetet i New Orleans udgravede han adskillige mayaruiner, herunder flere af de smukkeste og i dag mest kendte og velbevarede områder i Mesoamerika. De langvarige og omfattede ekspeditioner til ruinkomplekserne foregik på muldyrryg med feltudstyr og under primitive forhold. Ekspeditionerne startede ofte i udkanten af junglen, hvorfra man langsomt banede sig vej med macheter gennem den tætte hede jungle og stærkt kuperede terræn. Frans Blom slog følge med flere forskellige assistenter, bl.a. med etnografistuderende Oliver La Farge, som han kendte fra Harvard. De var sammen på en seks måneders ekspedition, hvor de indsamlede data om etnografien, arkæologien og botanik, samt gjorde optegnelser om mayaernes sprog og dialekt. Denne ekspedition mundede ud i Frans Bloms nok mest berømte bogudgivelse ”Tribes and Temples”. Det store værk gav et betydeligt bidrag til forståelsen af den ældgamle mayakultur. Han dokumenterede specielle traditionelle religiøse ritualer, ceremonier og ofringsmetoder hos de såkaldte Lacandon-indianere (en speciel gruppe af mayaerne). Denne indianergruppe blev herved hans nære venner og han blev snart en ivrig forkæmper for indianernes rettigheder i Chiapas.

 

Senere blev han tildelt en fornem kulturpris for sit videnskabelige arbejde og sin kærlighed til Lacandonindianerne. Frans Blom fik udforsket historien om mayaernes gamle hellige boldspil og dens udbredelse, ligesom han studerede spaniernes beskrivelser af det. Han udarbejdede projektbeskrivelser og så også nærmere på mayaernes brug af overrislingssystemer i landbruget.

Hans arbejde med at afdække de hundredårige gamle overgroede ruiner var uhyre alsidigt, og han kom i mange af ruinerne over flere omgange. Først som helt ung oliespejder og uuddannet, senere igen som arkæolog hvor han mere uddybende udforskede kulturen fra en svunden tid. Han var især optaget af to ting: den store jungles dragende ensomhed og ruinernes kunstneriske skønhed. I 1922 – 3 år efter hans ankomst til Mexico var han på en ekspedition gennem junglen og over højlandet helt ned til Stillehavskysten. Det var på denne tur han for første gang stødte på mayaruinerne Palenque og Toniná, hvor han tog notater og samlede arkæologiske fund. Han blev fuldkomment fascineret af de to ruiner.

 

Toniná som rejste sig med sine stejle terrasser op af dalen havde været brugt til religiøse ceremonier af mayaerne indtil kort før Frans opdagede stedet. De katolske præster havde næppe haft det store held med omvendelsen af mayaerne, og der var stadig spor fra deres ritualer og ofringer. Han vendte tilbage til ruinen 3 år senere, hvor han foretog en egentlig udgravning, opmåling af komplekset og udarbejdede nøjagtige kort over stedet. Palenque, som i dag er en af de mest kendte og smukkeste mayaruiner i Mexico, blev en anden stor opdagelse fra samme ekspedition. Overgroet, næsten forvitret og grundigt gemt af vejen langt inde i junglen, stod den enorme ruin som et symbol på mayaernes magt og håndværksmæssige kunnen. Vegetationen strakte sig i det uendelige og de gamle mure var næsten forsvundet under tætte regnskovsvækster og lianer, men det majestætiske fornægtede sig ikke.

 

Han var tryllebundet over stedets skønhed, mens han tegnede og fotograferede relieffer samt andre detaljer i ruinmurerne. Især noterede han sig de arkitektoniske detaljer i Inskriptionernes tempel, som senere skulle komme til at afsløre sine hundredårige gamle hemmeligheder. Han drog videre, men var uvidende om hvad der ventede ham. På højdedraget Macuspana stødte han ind i endnu en mayaruin, som skulle komme til at betyde alt for hans fremtidige karriere som anerkendt arkæolog. Tortuguero ruinen havde nemlig en yderst velbevaret stele med otte grupper af mayahiroglyffer, som han tegnede af og studerede grundigt. Efter ekspeditionen sendte Frans Blom sine tegninger til Det Antropologiske Museum i Mexico City, og af omveje kom han efterhånden ind i varmen i den etablerede arkæologiverden.

 

De garvede arkæologer forbløffedes over den unge mands detaljerede tegninger, indsats og overvældende engagement. Umiddelbart herefter blev Frans Blom tilbudt et job som en slags opsynsmand i ruinen Palenque. Her fik han til opgave at opmåle og undersøge den føromtalte Inskriptionernes Tempel. Han undrede sig over nogle fordybninger i templets stengulv, men fandt aldrig ud af at hullerne faktisk var nedgangen til en gravkrypt. Hvis han havde løftet stenen, havde han fundet Kong Hanab Pakals berømte gravkammer. Netop samtidig med at Frans var i Palenque, blev Tut Ankh Amons gravkammer afdækket i Egypten og enorme gravskatte så dagens lys for første gang i over 4000 år. Mayaherskeren Pakals grav viste sig – blandt meget andet – at indeholde en værdifuld dødsmaske i jademosaik, men graven blev først opdaget i 1949 af arkæologen Alberto Ruz Lhillier. Frans Bloms var heller aldrig så heldig at opspore Bonampak ruinen, der indeholdt nogle af de mest imponerende og velbevarede vægmalerier i hele Mesoamerika, selvom de lokale kendte til stedet.

 

Men at hans enestående arbejde kom til at betyde alt for mexicansk arkæologi og forståelse af den gamle mayakultur, vidnede hans mangeartede projekter om. I over 40 år udforskede han størsteparten af ruinbyerne i det østlige Mexico og Guatemala. Han bidrog til forskningen og forståelsen af højcivilisationen med adskillige forelæsninger, udstillinger og filmforevisninger på universiteter og museer både i Mexico, USA og Danmark. Han dokumenterede altid sine observationer, opmålinger og forskningsresultater omhyggeligt, men desværre var det langt fra dem alle, der blev offentliggjort. For eksempel blev hans og den amerikanske arkæolog Clarence Weiants udgravningerne i Moxviquilruinen nær Frans hjemby San Cristobál de Las Casas aldrig publiceret. Her afdækkede de en lang række grave med et stort antal offergaver, der tydede på at gravfundene stammede fra afdøde af overklassen.

 

Ligeledes bød Frans Bloms arkæologiske arbejde på udgravning af de mange mayahuler i Chiapas og Tabasco staterne, som var blevet brugt af mayaerne til ofringer og rituelle ceremonier. De mange forskelligartede fund blev fremvist offentligt på bl.a. en række museumsudstillinger i flere amerikanske byer midt i 1930’erne. Her gjorde de mange sjældne genstande fra ruiner og mayahuler et stort indtryk på det interesserede publikum. Hans meget omfattende forfatterskab fik også stor betydning for forskningen og for udbredelsen af kendskabet til Lacandonindianerne og mayakulturen generelt.

Frans Blom havde længe haft et stort ønske om at oprette et Maya-researchcenter og et bibliotek, der kunne forene ideen om tværfagligt udforskning af det gamle kulturfolk. Sammen med sin schweiske hustru Gertrude Duby førte han drømmen ud i livet og oprettede Na Bolom i San Cristobál de Las Casas i Mexico, der hurtigt blev offentligt tilgængeligt forskningscenter for mayakulturen. I dag kan man se mange af deres store fælles værker i det smukke og meget omfattende bibliotek på Na Bolom. Stedet indeholder også et museum med genstande fra de mange udgravninger og udstillinger om Lacandonindianernes traditionelle levevis i junglen.

 

Frans Blom døde som 70-årig i 1963. Hans kone Gertrude Duby Blom førte arbejdet videre indtil sin død i 1993. I dag lever Frans Blom stadig videre i ånden på Na Bolom, såvel som i resten af Mexicos arkæologi med sine mange bidrag til historien om en af verdens store civilisationer.

 

Af Anette Lillevang Kristiansen

 

En mayapiges bekendelser

Jeg er faldet over bogen ”Fra Jaguarens hus – en beretning om mayaforskeren Frans Blom”. Hmm spekulerer jeg ”hvem er denne mand?” mens jeg bladrede bogen igennem og får øje på sorthvide fotografier af en moden herre med fuldskæg der aftegner sirlige skitser af mayarelieffer. Jeg har aldrig hørt om Frans Blom og nysgerrigheden bliver straks vakt. For hvad laver en dansker lige i Mexico tilbage i 20’erne? Efterhånden som jeg begynder at sætte mig ind i emnet bliver historien mere og mere fængslende. Det går efterhånden op for mig at Danmark virkelig har haft en legende indenfor mayaforskningen gående over i de uvejsomme tropiske regnskove. Han blev i den grad pioneer indenfor arkæologien på mexicansk jord og hans arbejde har stadig stor betydning den dag i dag.

San Cristóbal de Las Casas

Efter at havde brugt tid på at studere mayaruinerne Palenque og Toniná rejser jeg videre til byen San Cristóbal de Las Casas. Her havde Frans Blom sit domæne sammen med sin schweiziskfødte hustru Gertrude Duby Blom, også kaldet Trudy. Først bor jeg på hostel og tager på en rundvisning på Na Bolom som deres hus hedder, men bliver så grebet af ånden fra kolonitiden blandt de gule søjler, at jeg simpelthen flytter ind.

Litteraturskatte og gamle ruiner

Na Bolom er i dag stadig et offentligt tilgængeligt forskningscenter indenfor mayakulturen og huset drives helt i samme ånd som da Frans Blom og Trudy stiftede det i 1951. De nærede begge et stort ønske om at oprette et maya-researchcenter og bibliotek, der kunne forene ideen om tværfagligt udforskning af det gamle kulturfolk.

Fuldkomment opslugt tilbringer jeg timer i biblioteket med at tage notater, læse, fotografere og lave filmoptagelser. Hver dag studerer jeg adskillige bøger, der er rent kræs for kendere og biblioteket er i sig selv et både charmerende historisk og meget æstetisk sted.

Flere af parrets fælles værker er at finde på hylderne i det gamle bibliotek, der har til huse i den ene fløj af den firlængede hacienda. Stilfuldt indrettet med pejs, rustikke stole i ædeltræ og bogreoler med glaslåger fra øverst til nederst, og man føler sig hensat til eventyrernes klub i New York og hovedpersonen var da netop også medlem af denne eksklusive skare. Det vidner et gammelt diplom i hans arbejdsværelse om. For mig er det som om, at tingene går op i en højere enhed i Frans Bloms stemningsfulde hjem. Jeg slentrer rundt og snuser til bøgernes aldrende læderindbinding og finder den ene litteraturskat efter den anden. Og stor er begejstringen da jeg pludselig står med en første oplags udgave af hans første udgivelse i hænderne. Dateret med fyldepen i 1945 og godt slidt og præget af patina. Det er stort! Her fristes jeg til at bruge en gammel traver af en kliché som ”historiens vingesus” – men det er helt igennem som et touch fra en for længst svunden æra. Med en saglig rislen ned af ryggen kærtegner jeg dette skrøbelige kuriosum og føler næsten, at jeg kan se det hele for mig, når jeg lukker øjnene.

De langvarige og omfattede ekspeditioner til ruinkomplekserne foregår på muldyrryg med feltudstyr og under primitive forhold. Der startes som oftest i udkanten af junglen, hvorfra gruppen langsomt baner sig vej med macheter gennem den tætte hede jungle og stærkt kuperede terræn.

Ramt af Na Bolom-feberen

En af Frans Bloms utallige ekspeditioner munder ud i hans nok mest berømte bogudgivelse ”Tribes and Temples”. Her dokumenterer han specielle religiøse ceremonier og ofringsmetoder hos de såkaldte Lacandon-indianere, som er en speciel gruppe af mayaerne. Denne indianergruppe bliver også hans nære venner og snart bliver han en ivrig forkæmper for stammens rettigheder i Chiapas. Hans meget omfattende forfatterskab får også stor betydning for forskningen og for udbredelsen af kendskabet til netop Lacandonerne.

Selv i dag lever hele dette koncept videre på Na Bolom. Jeg har ikke været der i ret mange dage, da jeg falder i snak med Angela, der har lejet et lille værelse nede i byen. Hun er nemlig faldet pladask for disse indianere på en tur, som hun har været med på sammen med folk fra Na Bolom. Hun bor normalt i Florida, men har lige solgt sit hus der, overlevet en kræftsygdom og har nu besluttet sig for hellige sig arbejdet med at bevare indianernes unikke traditioner. Angela er en utrolig ildsjæl og jeg bliver hurtigt indlemmet i en lille gruppe af Lacandonindianer-entusiaster. En af dem, en schweizisk læge fra Zürich, fremviser en gammel dokumentarfilm om Trudy. Den er lavet af en ung filminstruktør tilbage i 1987 og viser Frans Bloms seje hustru på muldyrryg gennem lianer og junglekrat.

Vi tager ud på den lokale kirkegård og ser Frans og Trudys gravsted og jeg nyder at have tid til fordybelse. Jeg er på flere researchture i byens omegn, studerer mayakalenderen, køber bøger om Lacandonerne og hygger mig på det lokale marked blandt indianerkvinder i farvestrålende dragter.

Mens jeg bor på Na Bolom laver jeg et interwiev med hans plejebarn Doña Beti, som er villig til at fortælle førstehåndsoplevelser om den danske mayaforsker. Mayakulturen er utrolig omfattende og jeg har kun ridset lidt i overfladen.

San Cristóbal de Las Casas har i hvert fald gjort sit til at være blevet et af mine absolutte favoritrejsemål.

 

Af Anette Lillevang Kristiansen