USA: Illegale immigranter ender i private fængsler
PDF Udskriv Email

Når latinamerikanske immigranter bliver anholdt for at opholde sig ulovligt i USA, ryger halvdelen i private fængsler. Det er blevet til million-forretning.

 

Næsten halvdelen af alle illegale indvandrere i USA bliver indsat i private fængsler, når de bliver anholdt af grænsepolitiet eller pågrebet andre steder.

 

De private fængsler har tjent styrtende på dén betaling, de har fået af staten. En overnatning i et privat fængsel koster 166 dollars – 1000 danske kroner.

 

 

USA’s fængselsvæsen, Federal Bureau of Prisons, betaler i alt private fængsler 5.1 milliarder dollars om året for at spærre 23.000 illegale indvandrere inde.

 

En af de fanger, der har prøvet at opholde sig i et af firmaet CCA’s private fængsler i Gainesville i delstaten Georgia, er Pedro Guzman, der stammer fra Guatemala.

 

– Det er en millionvirksomhed, og ejerne skummer overskuddet hver eneste aften, fangerne går gennem fængselsgangen, siger han til nyhedsbureauet AP.

 

Netop firmaet CCA (Corrections Corporation of America) er sammen med og The GEO Group de to største private fængselsfirmaer i USA.

 

Sidste år høstede CCA 162 millioner dollars i overskud. I år 2000 var firmaet ved at gå konkurs. The GEO Group oplevede sin nettoindtægt vokse fra 16,9 millioner dollar til 78 millioner dollars på 12 år.

 

Årsagen til fremgangen er tilsyneladende aktivt lobbyarbejde, skriver journalisten Aviva Shen fra netmagasinet ThinkProgress.

 

I det seneste årti har tre store private fængselsfirmaer brugt 45 millioner dollars på kampagnedonationer og lobbyarbejde for at få underskrevet kontrakter og skærpet forfølgelsen af illegale immigranter, så de fik længere straffe.

 

I en rapport fra Justice Policy Institute (JPI) sidste år hedder det, at de private firmaer »tjener penge på den hårdere politik overfor immigranter og længere fængselsstraffe«.

 

Rapporten viser, at 30 ud af 36 politikere i delstaten Arizona har modtaget kampagnebidrag fra private fængselslobbyister eller virksomheder, herunder CCA og GEO.

 

Begge firmaer donerede penge til partiet Republikanernes nationale komité og dets kongresudvalg, mens Demokraterne fik mindre end halvdelen af dette beløb.

 

I en rapport er private fængselsfirmaer blevet mistænkt for at have bestukket dommere til at idømme unge mennesker lange straffe, selv om disse har begået mindre alvorlige forbrydelser.

 

CCA’s talsmand Steve Owen afviser påstandene overfor nyhedsbureauet AP.

 

– Det har i mange år været virksomhedens politik ikke at lave lobbyarbejde på områder, der vil kunne bestemme grundlaget for en persons tilbageholdelse eller fængsling, siger han.

 

 

Dagbladet Arbejderen, den 8. august 2012