Latinamerika fryser USA ude i nyt samarbejde
PDF Udskriv Email

30 præsidenter fra Latinamerika og Caribien stiftede lørdag Sammenslutningen af Latinamerikanske og Caribiske Stater, CELAC, med 33 medlemslande ved et møde i Venezuelas hovedstad Caracas. ”Det er dødsdommen over USA's indblanding i Latinamerika”, kommenterede Nicaraguas sandinistiske præsident Daniel Ortega.

Alle lande i Nord- og Sydamerika undtagen USA og Canada er gået sammen. Nu vil landene selv bestemme, og nu vil de hjælpe hinanden fremad.

Lørdag underskrev 33 lande i Latinamerika og Caribien en aftale om samarbejde, handel, social og økonomisk udvikling, regional integration samt solidaritet for at forsvare regionen mod ydre trusler.

Aftalen er skelsættende, understreger flere præsidenter. Det er den første aftale nogensinde, hvor alle lande på de amerikanske kontinenter går sammen på egne betingelser og holder regionens dominerende magt USA ude og også Canada.

– Vi dømmer Monroe Doktrinen til døden, sagde Nicaraguas præsident Daniel Ortega ved det stiftende topmøde i Caracas.

Monroe Doktrinen er betegnelsen for USA’s 200 år gamle beslutning om at kontrollere Latinamerika.

Brasiliens præsident Dilma Rousseff hyldede beslutningen og understregede, at dette samarbejde skal »gavne almindelige mennesker snarere end nogle få rige«.

Mens USA er dømt ude, så er Cuba omvendt med i fuldt omfang.

– Det er det bedste vi har skabt, sagde Cubas præsident Raúl Castro i Caracas, og tilføjede, at CELAC åbner vejen for »en forenet og selvstændig region, som deler skæbne og fremtid«. I den forbindelse understregede Raúl Castro, at regionen i dag er fri for atomvåben og i fremtiden bør blive fri for fremmede militærbaser.

USA har talrige baser i Latinamerika.

CELAC er den spanske forkortelse af ‘Sammenslutningen af Latinamerikanske og Caribiske Stater’.

CELAC er et nyt skridt i Latinamerikas enhedsproces som hidtil har skabt regionale organisationer som UNASUR og ALBA. Nu er alle med.

Det er både en styrke og en udfordring, idet CELAC også omfatter lande som Colombia, Chile, Costa Rica, Panama og Mexico, hvis regeringer er tæt forbundet med USA, skriver Aram Aharonian på netavisen Venezuelanalysis.

»... på trods af at alle regeringer i regionen ikke deler den samme ideologi, repræsenterer skabelsen af rammer for politisk, social, kulturel og økonomisk integration en mulighed for at tage kontrol med landenes råvarer og rigdomme og gøre op med den kontrol og dominans, som USA stadig håndhæver«, skriver Venezuelanalysis.

Chiles konservative præsident Sebastian Pinera har formandsskabet det første år.

Vært for det stiftende topmøde var Venezuelas præsident Hugo Chávez, der betegner beslutningerne som »historiske«. Chávez kunne ved afslutningen opregne 19 konkrete aftaler, som parterne har underskrevet – foruden grunddokumentet. De 19 aftaler handler blandt andet om bekæmpelse af narkotikamisbrug, flygtninges rettigheder, solidaritet med Haiti, modstand mod USA’s blokade mod Cuba og initiativer imod social udstødelse.

 

Dagbladet Arbejderen, den 6. december 2011

 

Kommende topmøder skal holdes i Chile i 2012 og i Cuba i 2013.